Kommentar til pressemeddelelse fra Landstingets Formandskab

28.04.2006

Hr. Jonathan Motzfeldt burde i pressemeddelelsen have gjort opmærksom på, at det IKKE er et enigt Formandskab, der står bag. Undertegnede er i hvert fald dybt uenig i indholdet og i Formandskabets manglende format i at fremstå som et Formandskab for Landstinget i særdeleshed.

 

I forbindelse med forberedelsen af dagsordenpunkter til den igangværende Forårssamling har Landstinget og Landsstyret haft fuldstændig ens arbejdsvilkår med hensyn til udarbejdelsen af forslag. Landstingets medlemmer er således underlagt de samme vilkår med hensyn til oversættelse og lignende som Landsstyret.

 

Demokraterne er af den opfattelse, at man ikke skal fremsætte flere forslag end man magter. Vi har haft grundige diskussioner i gruppen, og på baggrund heraf valgt at gemme nogle forslag til Efterårssamlingen, idet vi ville være sikre på at stille med ordentlige, gennemarbejdede forslag, der vel at mærke blev afleveret til tiden på begge sprog.

 

Det er tydeligt, at Landsstyret til denne samling har fremsat langt flere forslag, end det har kunnet magte. Det er Landsstyrets problem, og Demokraterne anser det ikke som en opgave for Landstingets Formandskab at forsvare Landsstyrets manglende evne til at prioritere sine forslag.

 

For Demokraterne er det vigtigt at fremhæve, at Formandskabet ikke skal agere som en forlænget arm for Landsstyret. I den forbindelse er det nok værd at gøre opmærksom på, at der for snart 10 år siden på initiativ fra IA blev skabt en adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende myndighed, hvorfor Landstingets Bureau blev oprettet som et modstykke til den udøvende myndighed.

 

Med disse ord tager undertegnede skarpt afstand fra den af Landstingets Formandskab udsendte pressemeddelelse, og understreger endnu en gang, at det absolut IKKE er et enigt Formandskab, der står bag.

 

 

Med venlig hilsen

 

Per Berthelsen

Formand for Demokraterne og medlem af Landstingets Formandskab.

 

For yderligere oplysninger kan jeg kontaktes på telefon 55 33 61