Konference for kvindelige vestnordiske parlamentarikere på Sulisartut Højskoliat, Qaqortoq

23.05.2006

Læs om program og deltagere (pdf-fil)

 

18 kvindelige vestnordiske parlamentarikere og et antal repræsentanter fra ligestillingsudvalg/råd og kvindeorganisationer har sat hinanden stævne i Qaqortoq d. 31. maj - 1. juni 2006. De vil dele deres erfaringer, udveksle ideer, opnå kendskab til situationen i nabolandene, og diskutere fælles problemer, samt ikke mindst arbejde for at forstærke det vestnordiske samarbejde. Fra Grønlands parlamentarikergruppe deltager både landstings- og landsstyremedlemmer.

Oplægsholdere og deres emner vil være:

· Ellen Kolby Chemnitz, Generalsekretær for Grønlands Landsting: Kvinder i politik - en historisk oversigt, onsdag den 31. maj kl. 14:30-14:45

· Kristín Ástgeirsdóttir, leder af Kvindestudie-afdelingen på Islands Universitet: Udfordringer i politik for vestnordiske kvinder i dag, onsdag den 31. maj kl. 15:00-15:45

· Jonathan Motzfeldt, Landstingsformand: Kvinder i politik set ud fra en mandlig synsvinkel - hvad tilfører kvinder politik, hvad er deres svagheder og styrker? Onsdag den 31. maj kl. 19:00-19:30

· Drude Dahlerup, Professor ved Stockholms Universitet: Nye metoder til at opnå kønsbalance i politiske institutioner, bl.a. kvotering - kontroversielt og trendy i dagens verden. Torsdag den 1. juni kl. 09:00-10:00

· Paneldebat omkring perspektiverne for fremtidens kvinder i politik. Torsdag den 1. juni kl. 10:30-12:00

Konferencen er åben for offentligheden, og afholdes på Sulisartut Højskoliat. Konferencesproget er nordisk, der vil om ønsket blive tolket fra nordisk til grønlandsk.

Baggrunds redegørelse

Den første konference for kvindelige vestnordiske parlamentarikere blev afholdt på Færøerne i 2004 på foranledning af rekommandation nr. 2 som Vestnordisk Råd vedtog i 1999. Rekommandationen henstillede til Altinget i Island, Grønlands Landsting og Lagtinget på Færøerne, at der afholdes seminar for kvindelige parlamentarikere i de vestnordiske lande, samt repræsentanter for ligestillingsudvalg/råd, kvindeorganisationer og evt. andre, der beskæftiger sig med ligestilling. Seminarerne skal holdes hvert andet år på skift i de tre lande.

Rekommandation nr. 2 har sit udgangspunkt i, at situationen angående kvinders deltagelse i det politiske arbejde i de tre vestnordiske lande har haft mange fællestræk. De vestnordiske samfund har været udprægede jægersamfund og har skabt fælles omgivelser for kvinderne, omgivelser som i væsentlig grad har adskilt sig fra de industrielle samfund i Norden. Og dette har muligvis bidraget til at kvinders andel i den politiske beslutningsproces har været mindre end i de andre nordiske lande. Derfor er det vigtigt, at der skabes et fælles vestnordisk forum for kvindelige politikere i Vestnorden. Dette skal gerne bidrage til en øget ligestilling på det politiske område og at forøge kvinders andel i den politiske beslutningsproces i de vestnordiske lande.