Muligheder for at tage orlov fra Inatsisartut
Atuagagdliutit (efterfølgende ”AG”) har i sin udgave af 1. oktober 2009 bragt en leder og en artikel om medlemmer af Inatsisartut som holder orlov. Lederens overskrift betegner medlemmer af Inatsisartut som ”orlovs-syge” og hævder, at der er et ”iøjnefaldende stort frafald blandt de folkevalgte til efterårssamlinen”. Derudover mener AG, at det burde være muligt, at Bureauet for Inatsisartut inddeler orlovsbegrundelser i nogle overordnede kategorier og dermed leve op til politisk åbenhed.
Hertil har Bureauet for Inatsisartut følgende bemærkninger:
Syv medlemmer af Naalakkersuisut har søgt orlov fra Inatsisartut, mens de sidder i Naalakkersuisut. Disse medlemmer har stadig deres ”daglige gang” i salen – blot har de ikke lov til at stemme, mens de har orlov. De kan ikke deltage i udvalgsarbejdet – men det ville de heller ikke kunne, hvis de gav afkald på deres orlov.
Et medlem af Inatsisartut har orlov, mens hun repræsenterer Inatsisartut under FN’s generalforsamling. En sådan repræsentationsopgave anses som lovlig forfald, da Grønlands interesser bliver varetaget i en international organisation, og det ikke er muligt at være to steder på én gang.
Dette betyder, at der kun er tre medlemmer tilbage, som har søgt orlov af andre årsager. Ifølge Landstingets Forretningsorden er det Formandskabet for Inatsisartut, som afgør, hvorvidt der gives tilladelse til afholdelse af orlov. Inatsisartut og ingen af dets organer er underlagt offentlighedsloven, som af gode grunde kun vedrører Naalakkersuisut og kommunerne. Det må derfor være op til det enkelte medlem af Inatsisartut at oplyse offentligheden om dets mulige grunde for at søge om orlov.
Bureauet for Inatsisartut