Nersornaat i guld

21.04.2004

Landstingsformand Jonathan Motzfeldts tale ved overrækkelsen af Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i guld til Lands-styreformand Hans Enoksen ved en højtidlighed i Hans Egedes Hus den 16. april 2004.

Det er en sjælden glæde at få lejlighed til at overrække Grønlands Hjemmestyres højeste hædersbevisnig, fortjenstmedaljen Nersornaat i guld. Denne sjældne hædersbevisning tilkommer dig, Landsstyreformand Hans Enoksen, for en lang og engageret indsats til gavn for vort land og dets befolkning.

Dine fortjenester er mange, og dit engagement er vidt favnende. En udtømmende opregning skal ikke ske ved denne lejlighed. Jeg må dog nævne udvalgte områder, hvor Du som forbillede og foregangsmand har haft særlig betydning for vort land.

Dit arbejde på det politiske plan og for samfundet og dine medmennesker, har altid været præget af trofasthed overfor dine rødder og din folkevalgte karriere startede da du i sin tid blev valgt ind i menighedsrådet. Siden blev du valgt til bygderådet og til kommunalbestyrelsen i Sisimiut, hvor du også en overgang har bestridt borgmesterposten.

Stille og roligt har du taget den ene skridt efter det andet på din vej mod stadig mere betydningsfulde poster i vort samfund. Dine fremskridt har til stadighed været båret af din evne til at vinde befolkningens tillid og derefter levet op til den.

I 1995 blev du valgt ind til Landstinget, hvor du bestred flere formandsposter i forskellige udvalg.
Du nåede i en kort periode også at besætte posten som formand for KANUKOKA, en post du måtte forlade, da din karriere startede i Landsstyret.

I dit civile erhverv er du kendt og afholdt som en dygtig og effektiv købmand og har altid været meget afholdt blandt dine kollegaer.

Du er et menneske med ”begge ben på jorden” og ynder at tage dig tid til at lytte og snakke med lokalbefolkningen, hvor end du kommer i vort land.

Må den tak man fra Formandsskabet ønsker at sige dig, Landsstyreformand Hans Enoksen, være symboliseret ved denne fortjenstmedalje, Nersornaat i guld, som jeg nu på vegne af Grønlands Hjemmestyre overrækker dig.

Hjertelig tak og tillykke.