Nersornaat i sølv til lærer og skoleleder Jarl Jensen

15.09.2009

Formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt har i går overrakt Grønlands Selvstyrets fortjenestemedalje Nersornaat i sølv til forhenværende skoleinspektør Jarl Jensen. Overrækkelsen fandt sted i Hans Egedes Hus i Nuuk.

 

Jarl Jensen ankom som ung mand tilbage i 1970 til Nuuk, hvor han fik ansættelse som lærer. Efter mange års virke i byen både som lærer og skoleleder rejste han videre til Nordgrønland, hvor han arbejdede et år som lærer og skoleleder. Herefter tog Jarl Jensen først til det daværende Ammassalik Kommune, hvor han virkede som lærer og skoleleder og derfra videre til daværende Ittoqqortoormiit Kommunea, hvor han fra 1996 først virkede som viceskoleinspektør og senere som ledende skoleinspektør.

 

Efter sin pensionering i 2006 blev Jarl Jensen ansat som almindelig lærer i Ittoqqortoormiit Kommunes skolevæsen og indtrådte i kommunalbestyrelsen i Ittoqqortoormiit.

 

I sin tale takkede Formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt den mangeårige skolelærer og -leder for sit engagement både for eleverne men også for sit mangfoldige virke i lokalmiljøet, hvor Jarl Jensen har været medlem af utallige udvalg, nævn og bestyrelser og tilmed har været fagpolitisk aktiv i lærerforeningen.