Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg fremsender uddybende spørgsmål om den fremtidige brug af Kangerlussuaq Lufthavn.
Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har fremsendt en række spørgsmål til Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Kirke og Udenrigsanliggender på baggrund af et samtidighedsmøde med Naalakkersuisoq for Bolig og Infrastruktur d. 12. september.
Samtidighedsmødet var foranlediget af et samråd med Forsvarsminister Trine Bramsen indkaldt af Grønlandsudvalget i Folketinget. Samrådet vedrørte den fremtidige anvendelse af Kangerlussuaq Lufthavn. Fra Grønlandsudvalgets side var det ønsket oplyst, hvilke investeringer en sådan fortsat anvendelse vil indebære og hvem disse investeringer finansieres af. På det åbne samråd stillede Grønlandsudvalget følgende spørgsmål:
Hvad kan ministeren oplyse om forsvarets ønske om fortsat anvendelse af Kangerlussuaq, når nye lufthavne åbner i Nuuk og Ilulissat, og herunder hvilke investeringer for-svarets fortsatte anvendelse af Kangerlussuaq vil indebære og hvem der vil skulle finansiere disse investeringer?
Forsvarsministeren oplyste på samrådet, at der ikke er planer om at lukke Kangerlussuaq. Dette skyldes, at lufthavnen er vigtig for forsvarets fly. Forsvarsministeren oplyste også, at en principaftale om Kangerlussuaq vil blive fremlagt i efteråret og en konkret model vil fastlægges efterfølgende.
I forlængelse af disse spørgsmål har Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg fremsendt en række opfølgende spørgsmål til Naalakkersuisut. Udvalget er herunder særligt interesseret i den nævnte principaftale mellem Regeringen og Naalakkersuisut.
p.v.a.
Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg
Aleqa Hammond
Udvalgsformand
For yderligere oplysninger kan udvalgets formand (+299 49 23 09) og
udvalgets næstformand Peter Olsen (+299 48 66 88) kontaktes