Udenrigs og Sikkerhedspolitisk Udvalg til Permanent Forum i FN
Udvalget har mødtes med medlemmer af Permanent Forum og modtaget briefing på den danske FN-mission om reformarbejdet i FN samt Danmarks kandidatur til det forestående valg til Menneskerettighedsrådet. Paa Generalkonsulatet modtog udvalget en briefing af generalkonsul Torben Getterman vedroerende eksportfremme m.m.
Udvalgsmedlem Marie Fleischer har tirsdag den 15. maj på vegne af Danmark og Grønland holdt en tale i FN under det Permanente Forum for Oprindelige Folk. Her fremsatte hun en støtte til det arbejde, der pågår i det Permanente Forum. Herunder fremhævede hun vigtigheden af en snarlig vedtagelse af deklarationen om oprindelige folks rettigheder.
Marie Fleischer henledte opmærksomheden på klimaforandringerne, der allerede i stigende grad påvirker levevilkårene for oprindelige folk i Arktis. Hun opfordrede til i større omfang at samarbejde om den alvorlige og store udfordring, som klimaforandringerne udgør. Hun nævnte bl.a. muligheden for på et tidspunkt at gøre klima til et særligt tema på Permanent Forum. Marie Fleischer fortalte om de igangværende selvstyreforhandlinger mellem Grønland og Danmark.
Talen blev meget positivt modtaget og Permanent Forums formand Victoria Tauli-Corpuz takkede i sit svar såvel for udvalgets fortsatte støtte samt Danmarks finansielle bidrag til forummets arbejde. Hun var desuden meget positiv over for forslaget om at gøre klima til et tema på Permanent Forum.
Delegationen ved Permanent Forum ledes af Ambassadør Tyge Lehman, som ud over at være ekspert på menneskerettigheder og oprindelige folk på den hjemlige front assisterer i selvstyreforhandlingerne.
Delegationen er i New York d. 13.-16. maj 2007. På rejsen deltager fra Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg:
Landstingsmedlem Thomas Kristiansen, formand (Atassut)
Landstingsmedlem Marie Fleischer (Demokraterne)
Talen er vedlagt denne pressemeddelelse. For yderligere information kontakt udvalgets formand Thomas Kristensen på telefon: +299 59 84 26
Marie Fleischers tale på engelsk (pdf-fil)