Ungdomsparlamentet 2007 afholdes i perioden den 20.-25. januar 2007 i Nuuk
Landstingets Ungdomsparlament 2007 starter på lørdag den 20. januar 2007, og vil vare ved til og med torsdag den 25. januar 2007.
I 2003 afviklede Landstinget det første Ungdomsparlament. Siden er der afholdt Ungdomsparlament i 2005, begge gange har det været en stor succes. Derfor har Landstinget nu for tredje gang indbudt eleverne på de grønlandske uddannelsesinstitutioner til at deltage i Ungdomsparlamentet - nemlig Ungdomsparlament 2007.
I 2003 var temaet 'Grønland og Grundloven' og i 2005 var temaet 'Demokrati'. Denne gang vil hovedtemaet være 'Ret og Retfærdighed'.
Godt 30 elever fra hele Grønland indtager Landstinget når Ungdomsparlamentet samles for at behandle 36 af deres egne forslag - forslag der omhandler uddannelse, infrastruktur, naturressourcer, nedbringelse af kriminalitet og meget mere. Alle sammen forslag som medlemmerne af Ungdomsparlamentet har fremsat for at foreslå initiativer og ændringer, der gør vores samfund til et mere trygt, velordnet og retfærdigt fællesskab.
Som en introduktion til Ungdomsparlamentet inviterede Landstinget ungdommens svar på Landsstyret til et forberedende seminar om arbejdet i Landsting og Landsstyre i dagene den 6.-7. januar 2007. Her fik de unge mennesker afprøvet kunsten at fremkomme med et afbalanceret koalitionssvar til de mange forslag fra medlemmerne af Ungdomsparlamentet.
Program for Ungdomsparlamentet, forretningsorden, de forslag, som skal behandles, samt anden nyttig information kan findes på ungdomsparlamentets hjemmeside:
http://www.nanoq.gl/Groenlands_Landsting/Ungdomsparlament/Ungdomsparlament%202007.aspx
For yderligere information kontakt Bula Larsen på telefon: 34 61 20 eller 48 64 88, e-mail bula@gh.gl