Forslag til inatsisartutlov

Såvel Naalakkersuisut som inatsisartutmedlemmerne har mulighed for at fremsætte forslag til inatsisartutlov- og inatsisartutforordning. Langt størsteparten af de forslag til inatsisartutlov og -forordning, der fremsættes i Inatsisartut, fremsættes dog af Naalakkersuisut. Som nævnt knytter der sig en række formkrav til inatsisartutlov og -forordningsforslag. Det skal f.eks. være begrundet og fremsat i lovform, ligesom det skal være ledsaget af bemærkninger og beskrive de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget. Forslag til inatsisartutlov og -forordning skal gives tre behandlinger i Inatsisartut. Førstebehandlingen omfatter som regel en principiel drøftelse af de store linier i forslaget. Der kan ikke fremsættes ændringsforslag, men ordførerne tilkendegiver ofte, hvilke ændringsforslag, man agter at fremsætte.


Herefter henvises forslaget normalt til behandling i ét af Inatsisartuts lovbundne eller stående udvalg. Et forslag kan imidlertid henvises til udvalgsbehandling på ethvert tidspunkt af behandlingen af forslaget. Inatsisartut kan således beslutte at afbryde behandlingen af et forslag og henvise det til et udvalg. Behandlingen stilles i så fald i bero, indtil udvalget har afgivet betænkning, hvorefter behandlingen genoptages. Dette forekommer dog kun sjældent.


I langt de fleste tilfælde henvises forslaget til inatsisartutlov og -forordning således til udvalgsbehandling ved første behandlingens afslutning. Når udvalget har færdiggjort sin behandling, afgiver den til anden behandlingen af forslaget en betænkning, i hvilken udvalget tager stilling til forslaget; herunder formuleres eventuelle ændringsforslag og andre bemærkninger til forslaget fra udvalget som helhed eller fra flertal henholdsvis mindretal i udvalget.


Under anden behandlingen drøfter Inatsisartut de bemærkninger, udvalget har formuleret i betænkningen, ligesom ordførerne og andre medlemmer ofte fremfører bemærkninger om enkelthederne i forslaget. Ved anden behandlingen kan, udover udvalget eller dets flertal og mindretal, ethvert medlem af Naalakkersuisut, partier samt Naalakkersuisut fremsætte ændringsforslag. Ændringsforslag skal være skriftligt formulerede og omdelt inden behandlingen af dét punkt, de vedrører, begyndes.


Ved afslutningen på anden behandlingen skal Inatsisartut stemme om de eventuelle ændringsforslag, der er fremsat, hvorefter der stemmes om, i hvilken form, forslaget skal overgå til tredjebehandling. Som regel går forslaget herefter direkte til tredjebehandling, men Inatsisartut kan beslutte, at forslaget skal udvalgsbehandles påny. I så fald afgiver udvalget en tillægsbetænkning til tredjebehandlingen. Det kan også ske, at Inatsisartut beslutter, at forslaget skal behandles i et andet udvalg, end dét, der behandlede det mellem første- og andenbehandlingen. I så fald afgiver det nye udvalg betænkning til tredjebehandlingen.


Som nævnt går forslaget dog oftest direkte til tredjebehandling uden ny udvalgsbehandling. Ved tredjebehandlingen kan, udover et eventuelt udvalg eller dets flertal henholdsvis mindretal, Naalakkersuisut eller fire inatsisartutmedlemmer i forening fremsætte ændringsforslag. Inatsisartut stemmer om eventuelle ændringsforslag, hvorefter Inatsisartut kort kan drøfte forslaget, som det ser ud i den endelige form. Herefter stemmes der om forslagets vedtagelse.