Høring over forslag til: Ændring af Forretningsorden for Inatsisartut
Forslaget fremsendes til høring på vegne af Formandskabet, som påtænker at fremsætte lovforslaget til anden del af efterårssamlingen.
Forslagets hovedindhold
Beslutningsforslag skal i henhold til gældende forretningsorden ledsages af en beskrivelse af forslagets administrative og økonomiske konsekvenser. Det foreslås, at dette krav ophæves for så vidt angår beslutningsforslag fremsat af Inatsisartutmedlemmer eller partier, og at beskrivelsen i stedet skal indgå i Naalakkersuisuts svarnotat, eventuelt i et særskilt afsnit eller bilag. Inatsisartut vil dermed fortsat være sikret et oplyst beslutningsgrundlag.
Det er ikke hensigten med forslaget, at konsekvensbeskrivelsen skal være mere (men ej heller mindre) omfattende eller udførlig end hidtil.
Yderligere overvejelser
Som et eventuelt alternativ til den foreslåede ordning overvejer Formandskabet en ordning, hvor Naalakkersusisut først skal redegøre for de administrative og økonomiske konsekvenser af beslutningsforslag fra et medlem eller parti forud for 2. behandlingen, og kun for forslag, som under 1. behandlingen blev støttet af et flertal i Inatsisartut.
Høringsparter opfordres til også at kommentere en sådan ordning.
Baggrund
Beslutningsforslag skal i dag ledsages af en beskrivelse af forslagets administrative og økonomiske konsekvenser. Dette krav opleves af mange medlemmer som svært at efterleve. Medlemmerne er i vid udstrækning henvist til at fremsætte § 37-spørgsmål til belysning af et påtænkt forslags konsekvenser. Dette kan opleves som en ”stop-klods”, særligt hvis arbejdet på et påtænkt forslag indledes så tæt på fristdagen, at der ikke er tid til at indhente svar.
Det forekommer også, at et påtænkt beslutningsforslags konsekvenser ikke vil kunne belyses gennem fremsættelse af § 37-spørgsmål, fordi besvarelsen vil kræve omfattende dataindsamling, omfattende tilvejebringelse af oplysninger fra eksterne parter, eller komplekse analyser, som ligger uden for rammerne af en § 37-besvarelse. I sådanne tilfælde henvises forslagsstiller til i første omgang at fremsætte forslag om iværksættelse af en undersøgelse eller udarbejdelse af en redegørelse. Dette kan forekomme frustrerende for en forslagsstiller, hvis ønske og politiske mål er øjeblikkelig handling, frem for udarbejdelse af rapporter.
Kravet har derfor givet anledning til frustrationer.
En fuldstændig opgivelse af kravet om belysning af et beslutningsforslags konsekvenser forekommer imidlertid ikke at være en hensigtsmæssig eller forsvarlig løsning: Inatsisartut har et naturligt krav på at kunne træffe beslutninger på et oplyst grundlag, så beslutningen ikke træffes i blinde, uden viden om hvad beslutningen må forventes at koste samfundet, og hvilke konsekvenser den må forventes at have for landets borgere og virksomheder.
Frist
Høringssvar bedes sendt til inatsisartut@inatsisartut.gl og Cc til kfr@ina.alla.gl .
Bureau for Inatsisartut anmoder om at modtage eventuelle bemærkninger til lovforslaget senest d. 30. december 2024, kl. 12.00
----------