Hvis jeg lige må sige ….

Som formand for Inatsisartut har jeg i en nylig pressemeddelelse forsøgt at belyse og reflektere over nogle grundvilkår i det parlamentariske arbejde i tiden efter et valg:  

 

At enhver ny regeringskoalition må sande, at den magt, den har erobret, har sin pris (i form af indbyrdes kompromisser) og sine begrænsninger (herunder ikke mindst økonomiske). 

 

Og at en del ambitioner og forhåbninger derfor nødvendigvis må opgives eller indtil videre lægges på is – også en del af de ambitioner og forhåbninger, de enkelte partier i en regeringskoalition ellers havde ført deres valgkamp på. 

 

Jeg har beskrevet, hvordan dette giver den til enhver tid siddende opposition en oplagt mulighed for at forsøge at slå skår i befolkningens tillid til en regeringskoalition og dens partier. En mulighed, som ofte gribes med stor iver.

 

Dette er så i dele af pressen blevet udlagt som en ”løftet pegefinger” – en irettesættelse – over for oppositionspartierne.

 

Det var det ikke.

 

Det var heller ikke et forsøg på at give oppositionen ”mundkurv på”: At klandre koalitionspartier for brudte valgløfter er et almindeligt brugt og helt igennem tilladeligt ”politisk drilleri”. De nuværende oppositionspartier er ikke de første, der har gjort brug af den taktik, og de vil næppe heller være de sidste. Det er en del af det politiske spil…

 

Min pressemeddelelse er også blevet udlagt som et forsvar for koalitionen, og det kan jo siges at være korrekt, i den forstand at jeg peger på nogle vilkår, som gør sig gældende for enhver koalitionsregering, og dermed også den siddende. Konkrete valgløfter fra bestemte partier forholder jeg mig derimod ikke til, og det ville heller ikke være passende for en Inatsisartutformand.

 

Ikke desto mindre har repræsentanter for oppositionspartierne rejst kritik af pressemeddelelsen, eller i hvert fald af, at jeg som formand for Inatsisartut har udsendt den. Det har de lov til – også det er en tilladelig del af det politiske spil. Der er ikke (som dele af pressen har udlagt det) ”iskold luft mellem Inatsisartut-formand og oppositionspartier” – i hvert fald ikke fra min side….

 

Reaktionerne til trods, må disse såvel som øvrige partier forvente, at jeg som formand for Inatsisartut også fremover fra tid til anden gør mig tanker om vilkår og tendenser i folkestyret. Og at jeg deler disse tanker med offentligheden.

 

Det vil nogle gange kunne træde oppositionspartierne over tæerne – nogle gange koalitionspartierne eller Naalakkersuisut. Men måske også bidrage til at vække eftertanke og skabe debat…

 

Debat har min seneste pressemeddelelse i hvert fald skabt – om end debatten i dette tilfælde nok er gået på grænserne for Inatsisartutformandens ytringsfrihed, mere end på indholdet af de tanker, jeg valgte at dele. 

 

Men også det er jo en relevant og helt legitim debat i et demokrati.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Kim Kielsen

Formand for Inatsisartut