15.1.2014: Udvalgssekretær (barselsvikariat)

Bureau for Inatsisartut, den lovgivende forsamling, søger en akademisk udvalgssekretær i en tidsbegrænset stilling som vikar.


 

Vi søger

En AC-er med interesse for at arbejde indenfor det offentlige område til selvstændigt og partineutralt at varetage betjeningen af et af de politiske udvalg nedsat af Inatsisartut.

 

Som udvalgssekretær kommer du så tæt på de politiske beslutningsprocesser, som det overhovedet er muligt. Du får ansvaret for den faste betjening af Anlægsudvalget eller et af Inatsisartuts øvrige udvalg, og du skal af samme grund have interesse for at arbejde i et politisk miljø.

 

Betjeningen af udvalget indbefatter særligt saglig, neutral og professionel rådgivning til parlamentarikerne uanset politisk observans i form af udfærdigelse af udkast til udvalgenes betænkninger, pressemeddelelser samt skrivelser i øvrigt. Godt kendskab til og erfaring med særligt statsforfatningsret, forvaltningsret og nationaløkonomi er derfor en nødvendighed.

 

Endvidere indbefatter betjeningen en række praktiske opgaver, bl.a. i form af planlægning og koordinering af udvalgets møder og aktiviteter samt eventuelle udvalgsrejser. Du skal derfor være praktisk anlagt og evne at arbejde selvstændigt.

 

Det er nødvendigt, at du er i besiddelse af en vis personlig gennemslagskraft, samarbejdsevner, og af en relevant, afsluttet akademisk kandidatuddannelse indenfor det samfundsfaglige område. Vi lægger vægt på, at du kan fremvise en metodisk og effektiv tilgang til opgaverne og kan formulere dig klart og fejlfrit på skrift.

 

Du skal trives med at have mange bolde i luften, og du skal kunne leve med - særligt under de to årlige samlinger - at have korte deadlines og (alt for) lange arbejdsdage, også i weekenderne.

 

Stillingen er uforenelig med aktivt eller nyere politisk engagement.

 

Administrativ erfaring fra anden offentlig ansættelse vil være en fordel.

 

Kendskab til pressehåndtering vil ligeledes være en fordel.

 

Hvis du vil vide mere?
Du kan finde nærmere oplysninger på vores hjemmeside eller ved henvendelse til generalsekretær Ellen Kolby Chemnitz eller sekretariatschef Nikolai Sten Christensen.

 

Løn- og ansættelsesforhold, herunder ret til bestillingstillæg, fra- og tiltrædelsesrejse, bohaveflytning og bolig, sker i henhold til gældende overenskomst mellem Formandskabet for Inatsisartut og DJØF.

 

Bureau for Inatsisartut ønsker at fremme ligestilling uanset køn, etnisk baggrund, religiøs overbevisning eller handicap.

 

Ligeledes ser vi livserfaring og personlig modenhed som en fordel, hvorfor vi opfordrer til ansøgning uanset alder.

 

Ansøgeren skal kunne fremvise en blank straffeattest.

 

Ansøgningsfrist 15. januar 2014.

 

Stillingen vil være ledig fra og med 1. februar 2014 til og med 31. oktober 2014. Tiltrædelse kan dog aftales til senere end 1. februar.

 

Ansøgning bedes vedlagt CV og alle eksamenspapirer samt anbefalinger og referencer fra tidligere ansættelser.


Inatsisartut
Postboks 1060
3900 Nuuk
Tlf . +299 345000
Fax: +299 324606
www.inatsisartut.gl 
inatsisartut@inatsisartut.gl

 

Inatsisartuts 31 medlemmer har i løbet af parlamentsåret og under dets 2 årlige samlinger, forår og efterår, bistand fra 11 akademiske udvalgssekretærer, der i vidt omfang hjælper og bistår hinanden både fagligt og praktisk.